Festivalen, som arrangeres af KFUM og KFUK, er et alternativ til den undervisning, eleverne ellers ville have modtaget hjemme på efterskolen.  Underviserne  er  frivillige unge  mennesker,  som  selv  brænder  for  de emner,  de  underviser  i. Og det er ikke kun underviserne, der er frivillige - i alt er der mere end 100 mennesker, som hvert år møder op og får det hele til at fungere.  

Hvad laver man på Efterskolefestival? 

Festivalen er bygget op omkring to hovedelementer: Spor og Forum  

Spor

Spor er de “fag”, eleverne selv vælger sig ind på, som kan handle om alt fra hækling til poesi til friluftsliv. Der er sportid 3 gange i løbet af festivalen, og i alt fylder sporet 9 timer. Underviserne på sporene er frivillige unge mennesker, som tilrettelægger undervisningen omkring noget, de virkelig brænder for. 

Forum

Forum er fællessamlinger ved den store scene. Hvert år tager festivalen fat i et nyt tema - eksempler på tidligere temaer har været “Danskhed”, “Reformationen og “FN’s 17 verdensmål”. Forum bruges til at folde årets tema ud med et sceneshow, og så er det til Forum at eleverne viser, hvad de har lavet på sporene. 

Resten af tiden 

Ud over Spor og Forum er der fællesarrangementer som varierer fra år til år. Det kunne for eksempel være caféaften med fællesang. Desuden er der tradition for at der tirsdag aften er et større sceneshow med et i forvejen kendt navn, typisk indenfor standup eller musik. Når der ind imellem er fritid vil der ofte være et par frivillige aktiviteter at vælge imellem, og ellers er der rig mulighed for at lære  ny ven fra en af de andre efterskoler lidt bedre at kende. 

 
Efterskolefestivalens  formål  er:

  • At give eleverne aktive oplevelser sammen med elever fra andre efterskoler.
  • At introducere eleverne for et eller flere af livets store grundtemaer, som perspektiveres ud fra kristendommens fortællinger.
  • At involvere eleverne i opbygningen og afviklingen af festivalen, så de på den måde får oplevelsen af at skabe sammen.
  • At udbygge elevernes relationelle kompetencer i samskabende rammer.
  • At introducere eleverne til KFUM og KFUK i Danmark og det frivillige "Foreningsdanmark".

 At mødes med hinanden, som man er

I en tid, hvor der er så meget fokus på at være 'den bedste udgave af sig selv' ønsker KFUM og KFUK at vise, at der findes et alternativ. Her kan man mødes, som man er; som hele mennesker med alt, hvad det indebærer. 

 

Læs artikel fra Efterskolefestival 2018

Læs artikel fra Efterskolefestival 2017