Verdensdrømme - drømme, der rækker ud over os selv 

På KFUM og KFUK’s Efterskolefestival 2020 skal vi drømme – og vi skal drømme stort. Vi skal sætte ord på den verden og den fremtid, vi ønsker at gå i møde. Og så skal vi begynde at gå. Gå i gang med at diskutere, inspirere, forhandle og handle. Vi skal lade drømmene række ud over os selv - lade dem være fællesskabsbærende og fællesskabsbårne.  Vi skal dyrke håbet og med afsæt i FN’s Verdensmål give vores forventninger til fremtiden slagkraft. 

På festivalen skal vi undre os– for hvad gør vi, når fremtiden virker håbløs? Hvad gør vi, når vi bare aldrig gør nok? Går vi i stå? Kan vi måske gå til Gud? Hvor er det, vi kan få styrket vores handlemuligheder i forhold til det samfundsliv, vi befinder os i? 

I den forbindelses skal vi undersøge, hvordan KFUM og KFUK som en del af verdens største børne- og ungdomsorganisation kan være de sko, vi tager på for at tage de nødvendige skridt ind i fremtiden.